Om aftenen den 8. november 1999 spredtes rygtet om en Sultanhøne, der skulle være set samme dag i Vejlen på Tåsinge. 
Christine Bjørn, der var på øen for at besøge sine forældre, havde fundet fuglen i rørene i Vejlens østende på vej ud til fugletårnet (samme sted som Damkliren stod i 1995). 
Næste morgen var jeg som den eneste på pletten, men en tyk tåge gjorde, at jeg ikke så en eneste fugl den første time. Jeg havde meget svært ved at tro, at der skulle vade en Sultanhøne rundt på Tåsinge sådan en råkold novembermorgen. Og hvis der endelig gjorde, hvor kom den så fra? 
Den var næppe kommet fra den fåtallige europæiske bestand. På den anden side er den også sjælden i fangenskab. Eller måske var det en bare fejlobset Grønbenet Rørhøne eller Vandrikse? Efter en times spekulationer lettede tågen, og pludselig kom kræet vadende ud af rørene. En Sultanhøne, der var endnu større og flottere, end jeg havde troet, med et kæmpe koralrødt næb, blå og skinnende turkis krop, grøn ryg, lange røde ben og grotesk lange tæer - sumphønsenes dragqueen!
Fuglen gik i rørkanten 50-70 meter væk, hvor den trak tagrør-rødder op af jorden med næbbet og spiste marven, lige som når man spiser en banan! 

Besøg fra København

Jeg ringede straks til stort set alle de fynske ornitologer, jeg kunne komme i
tanker om. De fleste var, ligesom jeg selv, skeptiske med hensyn til fuglens
oprindelse, men flere valgte alligevel at tage turen forbi i løbet af dagen.
Nu er det sådan, at ornitologer, eller rettere hitjægere, gerne kører hundreder af kilometer efter en sjælden fugl, men viser det sig, at det er en fangernskabsfugl, bliver den omtrent lige så interessant som en Undulat. l dette tilfælde drejede det sig om Sultanhønen af den grønryggede race, der kommer fra Afrika med Nildeltaet som nærmeste yngleområde. Dette sandsynliggjorde yderligere, at der var tale om en fangenskabsfugl, og twitchere (folk, der kører efter sjældne fugle, red.) fra København kaldte den hånligt "den fynske suppehøne". Der var dog én person, der uden tøven var frisk på at køre fra København til Tåsinge, og det var ikke uventet "Munken" (Jørgen Munck Petersen, der har flest arter på sin DK-liste, ca. 375), der øjnede chancen for et nyt kryds til listen. Han så ret hurtigt fuglen, og nu manglede vi blot at få resten af Danmark til at tro på,
at det var en vild fugl. 

Spontan eller undsluppen.

Når man skal bilde sig selv og andre ind, at en fugl er vild, skal man følge en fast procedure. Først og fremmest skal det dreje sig om en ungfugl - næsten alle hits om efteråret er ungfugle, og da fuglen havde hvidt på bugen, måtte det være en årsunge.
Dernæst skal den helst være sky, og det var den: Hver gang "Munken" lo højt i sin mobiltelefon, forsvandt fuglen ind i rørene. Endelig var dragten ikke slidt, vingerne ikke stækkede, og den bar ingen plastikringe. 
Alligevel hældte vi til, at fuglen måtte stamme fra en fuglepark, og alle fund i vores nabolande regnes da også som undslupne, bortset fra 2 skudte fugle i Norge i 1920'erne. 
En lille uges tid senere tog jeg til Odense Zoo, som jeg vidste havde to stækkede Sultanhøns gående i "Afrikahuset". Da jeg kom til indgangen ringede mobiltelefonen, og det var Michael Mosebo, der glad kunne berette, at han og Søren Gjaldbæk havde genfundet fuglen i Vejlen, og at Formand Flemming var på vej. Jeg fortsatte ind i haven og fandt en dyrepasser, der fortalte, at deres to Sultanhøns havde ynglet og fået to kuld unger i 1999, og endnu mere interessant, at en af ungerne fra det første kuld stak af en gang først i oktober! Jeg gik straks over til Sultanhønsene og så, at den undvegne fugls søskende var identiske med den fra Tåsinge, og i øvrigt hverken var stækkede eller bar ringe. Der var således ingen tvivl om, at det var fuglen fra Zoo, der var fløjet de 40 km til Vejlen. Jeg ringede straks til Michael Mosebo på Tåsinge og fortalte om den drejning, sagen havde taget. I baggrunden kunne jeg høre Formand Flemming juble: "Mit livs hit!", men han blev hurtigt tavs. De skyndte sig at ringe til Jens Lind, der var på vej fra Nordsjælland. Han mistede interessen og vendte om ved Korsør og undgik således at blive plyndret for 420 kr. på broen.
Det viste sig i øvrigt, at fuglen var en krydsning mellem den afrikanske
grønryggede race og den asiatiske gråhovede, men alle ungerne lignede den grønryggede. Sultanhønen blev ikke meldt siden. Hvorfor mon? 

Udslip fra Zoo 

Nu er det ikke første gang, at Odense Zoo beriger den fynske natur med en
sjældenhed. Storke har flere gange turneret i Odense - én af dem opnåede at komme i aviserne, fordi den overnattede på taget af sygehusets fødeafdeling!
Pingviner er set så langt væk som til Åsum, og Odense Å har gennem tiderne blandt andet huset Spættet Sæl og Flodhest. Michael Mosebo så for et par år siden en Hammerfugl over sin have på Østfyn. Fuglen returnerede senere til Zoo, men i stedet for at finde tilbage til sin egen trange voliere, landede den i en af havens største bure og endte som tigerføde. Havens synderegister omfatter også Struds på Langelinie, Krontrane på Viggelsø, trafikdræbt Panda på Falen og Præriehund på Dyrskuepladsen. Børnefamilier med adresse i det sydlige Odense kan dog beroliges med, at sikkerheden omkring havens mere kødædende beboere er betydeligt bedre. Morgenen efter orkanen i december 1999 frygtede man, at et væltet træ skulle have ødelagt løvernes indhegning, så inden man åbnede haven gik fire dyrepassere, stive af skræk, en runde med et jagtgevær - bare for en sikkerheds skyld! 
Sluttelig skal Zoo dog frikendes i sagen om de ynglende Mandarinænder i Fruens Bøge. Her i bladet (Havrevimpen) har det flere gange været nævnt, at fuglene stammer fra Zoo, men de stammer i virkeligheden fra et privat fuglehold i nærheden.